Rotter

Der findes rotter i kloakkerne mange steder, men de bliver først et problem, når de kommer op af kloakken. Så længe kloakken er i orden, bliver rotterne nede i kloakken, men er kloakken utæt eller defekt, finder rotterne vej op af kloakken, og det er her, man ser dem.

Rotterne bruger kloakrørene som transportvej og som spisekammer. De bygger ikke deres reder i kloakken, da der er risiko for, at de bliver skyllet ud når det regner. Rotterne bygger deres reder i jorden lige uden for kloakken, hvor der er huller i kloakken til, at de kan komme ind og ud. Det er derfor vigtigt, at kloaksystemet er tæt.

Du har selv ansvaret for, at kloakken er tæt inde på din egen grund. Kloakrørene kan blive tærede og hullede med tiden og der kan trænge kraftige rødder fra store træer ind i kloakken og skabe utætheder. Ser du rotter i din have, f.eks. fra huller i græsplænen, er det muligt, at de stammer fra kloakken. Er du i tvivl om, hvorvidt din kloak er tæt, kan du få en autoriseret kloakmester til at undersøge den for dig. Er det i Ringkøbing-Skjern Forsynings del af kloakken problemet sidder, er det vores opgave, at reparere kloakken igen.

Har du set rotter, skal du kontakte Ringkøbing-Skjern Kommune, som har ansvaret for at bekæmpe rotterne. Kommunen sender en rottebekæmper ud til dig og han vil afgøre hvor problemet sidder.